jeg holder på vejret

                                        Cirkus på Landet er billeder fra landskabet i Hedensted Kommune 

        landbruget skal bruge store bygninger - de vokser hastigt frem. De gamle  pejlemærker, kirketårnene, er blevet små ved siden af de store sølvskinnende siloer. De overdækkede gylletanke, kan få en storbyboer til at tro, at der er cirkus overalt.

        Bygningernes størrelse, antal - og lugt -  præger landskabet på en måde, som harmonerer dårligt med  de ord og billeder vi betjener os af, når tænker på eller taler om vores land – derude på landet.

Man må undre sig over, hvor hurtigt der bygges i landzonerne, - tilladelser kan ikke være svære at få -  og   det er næsten komisk, når landskabet af og til viser sig stærkt nok til at bære de store produktionsanlæg. Forfatteren Herta Müller skriver i en hel anden sammenhæng: ”Sommetider får tingene en monstrøs finhed, man ikke forventer af dem”. Den slags mærkeligheder ser vi også her.                               

       Jeg overvejer mit ejerskab til kulturlandskabet. Jeg tænker ikke på den konkrete ejendoms- og brugsret, men om det ideelle, følelsesmæssige ejerskab man har som ikke jordbesiddende. De følelser, der knytter os til landskabet, forandrer sig i takt med de nye industrianlægs pladskrævende indtog. Hvordan opfatter vi landskabet, når vi ikke genkender de steder, der ellers er en del af vores identitet? Holder vi op med at besøge kulturlandskabet, når de nye bygninger signalerer “adgang forbudt” og afviser de følelser, vi har om det stedkendte, om hjemstavn og rekreation? 

Karen Ozmec Zachariasen Kolstrup